• Så blev det endelig Arnes tur. Til at drikke tynd kaffe og høre statsministeren tale om »nossebajere«

    Источник: BDK Borsnyt / 01 май 2024 08:36:11   America/Chicago

    Klokken var otte i Kløften i Haderslev. Solen skinnede, og teltet var rejst. I åbningen stod en 64-årig mand med et lunefuldt svaj over læberne og mildt smilende øjne og tog imod. Han krammede forbavsende mange. Han var centrum. Egentlig var det et slags 1. maj-arrangement sat op af Socialdemokratiet og fagbevægelsen, men først og fremmest var det et arrangement for Arne. Ja, undskyld, at det bare er »Arne«. Normalt bruger Berlingske efternavne, når vi skriver om folk. Men det her er ikke bare én Arne. Det er Arne. Arne, der har brugt 48 af sine 64 år på arbejdsmarkedet. Mest som bryggeriarbejder. Men siden 2019 også som Socialdemokratiets Arne og ansigtet på, at partiet med Mette Frederiksen i spidsen ville tilbage og være det Socialdemokratiet, som det havde været: Et parti, der giver lønmodtagerne nye rettigheder. Ikke et parti, der tager rettigheder fra lønmodtagere. Derfor breakede Mette Frederiksen den 22. januar 2019 i et interview til Avisen Danmark, at partiet ville lade lønmodtagere, der havde været rigtig mange år på arbejdsmarkedet, gå tidligere på pension, end de ellers var blevet stillet i udsigt. Arne-pensionen. Som den kom til at hedde kort tid efter, da kampagnemaskinen gik i sving. »Nu er det Arnes tur,« hed det overalt på plakater og i annoncer. Måske i modsætning til dem, der fik lettet deres topskat og selskabsskat under Helle Thorning-Schmidts Socialdemokratiet. Eller dem, der under Poul Nyrup Rasmussens Socialdemokratiet oplevede begyndelsen på enden for efterlønnen. Denne 1. maj var en kæmpestor dag for Socialdemokratiet, fordi det netop ikke bare var kampdagen for de arbejdere, der traditionelt stemmer på partiet, men nu er på vej over i favnen på Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Det var også den dag, Arne (han hedder Juhl til efternavn) officielt gik på Arne-pension. Sværm af sosser Det sværmede med ansatte socialdemokrater, der normalt har arbejdsplads på Christiansborg. Justitsminister Peter Hummelgaard var der (ikke på kram med Arne som en af de få). Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen. Udenrigsordfører Jesper Petersen. Statsminister Mette Frederiksen. Teltet var fyldt med hundredvis af socialdemokrater. Der fik serveret varmt, brunt vand, som de kaldte kaffe. Pilsnere med særlig etiket – Pensionspilsnere. Brygget på Thisted Bryghus i øvrigt. Arne arbejdede på Fuglsang-bryggeriet det meste af sit liv og til sidst på Carlsberg. Rundstykker (håndværkere selvfølgelig). Blødt brød. Småkager og store kager. Ingen Gammel Dansk. Tiderne skifter. Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen talte fra scenen om alt det gode, Socialdemokratiet gør, og hvor svært det er for dem at få lov at gøre det gode. Som dengang de mod alle odds lykkedes med at indføre Arne-pension. Ikke så meget om, at de for nylig faktisk gerne ville have forringet den tilsvarende tidlige pension for nedslidte på arbejdsmarkedet, seniorpensionen, men trak følehornene til sig, da det gik op for dem, at så ville folk komme til at bebrejde dem endnu mere, at Socialdemokratiet i midterregeringen er begyndt at tage ting fra lønmodtagerne. Som da de nappede store bededag. Valsende hveder Bager Jørgen leverede opvarmningsunderholdning. Det er Søren Østergaards karakter fra Zirkus Nemo, der optræder med dansende bagerbrød. Han kunne godt huske store bededag. Hvor han normalt danser med wienerbrød, dansede han denne dag med varme, hånlige hveder til akkompagnement af London Festival Orchestras version af valsen fra »Svanesøen«. Mette Frederiksen sagde bagefter, at hun græd af grin under seancen, men det kan hverken be- eller afkræftes. Pressen var nemlig blevet placeret nede bagest i højrefløjen af teltet, hvor ingen kunne se noget som helst. Venstrefløjen af teltet var blevet åbnet, så der stod en stiv trækvind ind og sendte kuldebølger ind over folk og fjernede dampen over det brune vand. Berlingske sad over for udenrigsordfører Jesper Petersen, der under Mette Frederiksens tale hele tiden sørgede for at sætte lidt klapsalver i gang. Og ved siden af Niels Frederiksen og Anne Grethe Christensen, der var kommet fra Ribe for at opleve Socialdemokratiet fejre sig selv og Arne. Niels Frederiksen bød af en literflaske med kildevand med et stort grin og ordene: »Mere kaffe?« Anekdote? Lignelse? Ane Halsboe-Jørgensen var en slags konferencier. Og måske var det med henvisning til for nylig, hvor 15 socialdemokratiske folketingsmedlemmer og ministre uopfordret ringede Berlingske ned med uforbeholden ros af deres formand, at hun præsenterede Mette Frederiksen sådan: »Nu er det nu. Personen, der gik foran. (Man troede et øjeblik, at det var Arne, som Ane Halsboe-Jørgensen mente, men det var det ikke, red.) Hun holdt fast. Det var rigtigt klogt, og det var rigtigt godt.« Det var Mette Frederiksen. Som begyndte sin tale med en historie. Eller var det en anekdote? Måske en vittighed? Eller var det i virkeligheden en lignelse? Det var simpelthen ikke til at regne ud, men det var noget med to mennesker, der gerne ville være optimister, men ikke fandt det let. Der var muligvis en pointe. Hverken Berlingske eller sidekammeraten Niels Frederiksen fra Ribe fangede den. En vittighed var det næppe. Ingen grinede i hvert fald. Ikke engang Jesper Petersen. Der var et eller andet i slutningen af talen, der pegede tilbage på lignelsen, anekdoten eller historien, men heller ikke det var sådan lige til at fange. Og så klappede folk. Klapsalverne er der ikke meget at sige om. De var der, men de var ikke noget særligt. Bagefter talte formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov. Så justitsminister Peter Hummelgaard. Hummelgaard syntes også, at det var rigtig godt gået, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som formand og ham selv som beskæftigelsesminister dengang var lykkedes med at lave Arne-pension. For det var ikke bare en fest for Arne, men var også en fest for fortidens resultater for Socialdemokratiet. Og så var det, at Peter Hummelgaard pludselig kiggede ned på Arne, som han sad der ved siden af Mette Frederiksen. »Senere i dag får du nok en nossebajer,« sagde Hummelgaard. Arne forklarer Skulle der være en enkelt blandt Berlingskes læsere, der ikke ved, hvad en »nossebajer« er, så er det den øl, man sætter mellem sine ben, hvis man drikker, mens man kører bil. »Hvad er det, manden står og siger,« tænkte man. »Forestiller Hummelgaard sig, at Arne sidder her i teltet til festen for fortidens resultater og drikker Pensionspilsnere, og at han så bagefter sætter sig bag rattet og drikker videre,« tænkte man. Det sluttede ikke der. Bagefter kom Mette Frederiksen på scenen igen og spurgte Arne, hvornår han egentlig havde tænkt sig at invitere hende på en nossebajer? Måske havde Mette Frederiksen forestillet sig, at hun og Arne skulle køre rundt i Sønderjylland på hver sit forsæde, mens de drak Pensionspilsnere sammen? Og så blev det alligevel for meget for Arne, der følte sig kaldet til at forklare Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard, hvad en nossebajer er. Tilbage blandt kammeraterne Ved halvellevetiden var Mette Frederiksen og de fleste af de fra Christiansborg tilrejsende socialdemokrater videre. Inde i teltet var Niels Frederiksen fra Ribe halvvejs i en enkelt Pensionspilsner, mens en fyr, der forsøgte at ligne og lyde så meget som Kim Larsen som muligt, var kravlet op på scenen. Niels Frederiksen har været socialdemokrat siden engang i firserne. Inden han gik på pension, var han konsulent i fagforbundet 3F i Esbjerg. Han ville til at begynde med også gerne være med på Mette Frederiksen-roseholdet. »Hun gjorde det godt,« sagde Niels Frederiksen. »Det klædte hende at være lidt mere fri til at lave noget humorisme.« Hvad synes du om den der historie, eller hvad det var, som hun indledte sin tale med? »Ja, der skulle hun nok have fundet en anden historie.« Niels Frederiksen havde også hørt formand for 3F Henning Overgaard holde tale, mens Berlingske lige var ude af teltet. »Henning sagde jo, at Arne nok gerne ville have holdt fri i fredags (hvor det nok var store bededag i kirkens kalender, men ikke en fridag for lønmodtagerne længere, red.). Det undrer mig lidt, at hun ikke talte om det og gav os en begrundelse.« Niels Frederiksen havde gerne set, at Mette Frederiksen »havde fundet de timer et andet sted« end ved at nappe en fridag. »Det værste, man kan gøre, er at tage en velerhvervet rettighed fra folk. Folk kan jo ikke se grunden til det,« sagde han. Er det egentlig blevet nemmere eller sværere at være socialdemokrat, efter partiet gik i regering med Venstre og Moderaterne? »Ja, nu skal man jo til at forklare sig, når man er til familiefest. Alle vil vide, hvorfor vi fjernede store bededag. Men om ikke andet er folk da begyndt at tage stilling til Socialdemokratiet. Det ville nok være bedre, hvis det var en anden stilling, de tog.« Oppe i den anden ende af teltet sad Arne stadig på sin plads helt foran scenen og Kim Larsen-fyren. Arne havde fået en bøllehat på. Det var første officielle dag i hans nye liv som ikke bare Arne, men også Arne-pensionist. Han havde en Pensionspilsner foran sig. Sad nu ikke længere sammen med Mette Frederiksen og fagforeningsbosserne, men sammen med sine kammerater. Han så ud til at have det rigtig godt. https://www.berlingske.dk/politik/saa-blev-det-endelig-arnes-tur-til-at-drikke-tynd-kaffe-og-hoere
Опубликовать